Biesta og Grandjean: Hvordan underviser man i frihed?
Hvad skal læreren gøre mandag morgen klokken otte?
Af Carlo Grevy
Tak til Gert Biesta for hans interessante tale ved UNESCOs internationale lærerdag og til Lærke Grandjean for at oversætte den og gøre den tilgængelig på dansk.
Biesta beskriver skolen som et beskyttet øvelsesrum, hvor børn får mulighed for at udvikle frihed, dømmekraft og ansvar. Han fremhæver samtidig, at lærerne selv skal have professionel frihed, hvis de skal kunne frigøre børnene.
Men tankerne rejser også nogle spørgsmål om, hvad læreren helt konkret skal gøre.
På folkeskolen.dk og mediets Facebookside har der været en omfattende debat om opdragelse, blandt andet i forbindelse med børns sprogbrug, uro og trusler mod lærere. Jeg har selv deltaget i debatten og besvaret omkring 100 spørgsmål og indlæg. Et dominerende synspunkt blandt dem, jeg har diskuteret med, har været, at opdragelse først og fremmest er forældrenes opgave. Kun ganske få har fremhævet, hvordan skolen selv kan arbejde med opdragelse gennem undervisningen i fagene.
I mit eget debatindlæg, Opdragelse er en af skolens kerneopgaver, har jeg argumenteret for, at undervisningen netop skal udvikle børnenes evne til at kommunikere, samarbejde, håndtere uenighed, tage ansvar og deltage i demokratiske fællesskaber.
Og det bringer os tilbage til Biesta.
Hvis skolen skal være et øvelsesrum for frihed under ansvar, hvad skal børnene så konkret øve sig i? Og hvordan skal læreren tilrettelægge undervisningen, så de udvikler disse kompetencer?
Læreren kan have udarbejdet årsplaner med historiske perioder, grammatik, stenarter, madopskrifter og gymnastiske øvelser. Børnene gennemgår stoffet, besvarer spørgsmål og demonstrerer deres kundskaber ved prøver og eksamener.
Jeg kalder det situationskompetencer, når børnene lærer at præstere i skolens bestemte situationer. Men frigørelse må vel også handle om funktionelle kompetencer, hvor børnene selvstændigt kan anvende deres kundskaber, træffe beslutninger og handle under ansvar i deres eget liv.
Hvad skal læreren så undervise i, og hvordan skal undervisningen tilrettelægges mandag morgen klokken otte?
Lad os forestille os en klasse, hvor børnene har svært ved at lytte til hinanden, samtale ordentligt, respektere forskellige synspunkter og håndtere uenighed.
Læreren har dansk på skemaet. Hvilket stof skal vælges? Hvilke tekster og arbejdsformer kan udvikle børnenes evne til at argumentere, lytte, samarbejde, indgå kompromiser og tage ansvar for fællesskabet? Og hvordan undersøger læreren, om undervisningen faktisk virker?
Er det netop sådan en undervisning, Biesta forstår som frigørende? Og er udviklingen af disse kompetencer samtidig en del af skolens opdragelsesopgave?
Der er imidlertid endnu en udfordring.
Biesta udtrykker stor tillid til, at lærerne allerede forstår deres frigørende opgave. En tilsvarende tillid møder vi hos Danmarks Lærerforenings formand, Gordon Ørskov Madsen, der fremhæver lærernes fagprofessionelle kompetencer og erfaring som grundlag for deres dømmekraft.
I debatten på folkeskolen.dk har læreren Kenneth Mandrup ligeledes fastholdt, at de uddannede lærere allerede har den faglighed, der skal til.
Jeg har derfor udfordret Mandrup på, hvordan han konkret vil arbejde med skolens opdragelsesopgave.
Han fremførte tre undervisningseksempler: Et rollespil om Den barmhjertige samaritaner i kristendomskundskab, en forklarende video med drejebog i matematik og arbejde med fairplay og holddannelse i idræt.
Det er konkrete undervisningsaktiviteter. Men de spørgsmål, jeg stillede om, hvordan læreren ud fra børnenes behov vælger stoffet, tilrettelægger arbejdet, undersøger den opdragende virkning og justerer undervisningen, fik jeg ikke nogen egentlig didaktisk redegørelse for. Efter hans eksempler og gennemgang er jeg dog meget lidt overbevist om, at lærere kender deres kerneopgave: at udvælge fagligt stof og metoder med henblik på skolens formål, herunder opdragelse.
Læs gennemgangen af Mandrups tre eksempler: Underviser skolen ud i det blå?
Dermed står vi med et interessant spørgsmål.
Både Biesta, lærerforeningens formand og lærere som Mandrup udtrykker tillid til lærerprofessionens faglige formåen. Men den omfattende debat om opdragelse viser samtidig, at hovedparten af de deltagende lærere og debattører først og fremmest placerer opdragelsesopgaven hos forældrene.
Hvad bygger forventningen om lærernes evne til at gennemføre den frigørende og opdragende undervisning så egentlig på?
Hvis lærerne først og fremmest opfatter deres opgave som at formidle et på forhånd fastlagt fagligt stof, risikerer den professionelle frihed at blive brugt til at videreføre netop den undervisningsform, som frigørelsen skulle bringe os videre fra.
Derfor vil jeg gerne spørge Biesta og Grandjean:
Er opdragelse til ansvarlig deltagelse i fællesskaber og demokratiske samtaler en central del af den frigørende undervisning?
Hvad kræver det konkret af lærerens evne til at vælge fagligt stof, undervisningsmetoder og arbejdsformer?
Og hvad giver jer grund til at forvente, at de danske folkeskolelærere allerede har den nødvendige didaktiske forståelse til at gennemføre denne undervisning?
Det sidste spørgsmål er væsentligt. For hvis lærerne hverken opfatter opdragelse som en central del af deres undervisningsopgave eller kan gøre rede for, hvordan den skal gennemføres, hvad skal der så til, før de faktisk kan løfte den?
Jeg vil meget gerne høre jeres overvejelser.
For hvis frigørelse også handler om at lære børn at kommunikere, samarbejde, tage ansvar og handle sammen med andre mennesker, er det vel netop en opdragelsesopgave.
Og hvordan går det egentlig med den opgave i den danske folkeskole i dag?