Ét spørgsmål har tusind svar
Af Erik René Nielsen
Jeg rammes af en stigende følelse af modløshed, når jeg læser chefredaktør Andreas Marckmann Andreassens leder i Folkeskolen. Endnu en gang præsenteres vi for en smerteligt ensidig, lineær tænkning, der reelt set udgør camoufleret elevbashing.
Med udråbstegn og dramatiske tal reduceres folkeskolens komplekse virkelighed til et spørgsmål om, at eleverne blot skal makke ret, og at lærernes tabte autoritet skal genrejses. Det er en besynderligt overfladisk analyse.
Hvor bliver den dybere pædagogiske indsigt af i denne debat?
Chefredaktøren overser fuldstændigt det altomfattende handle- og elevplanstyrani, som i dag fungerer som åndelige spændetrøjer for vores børn. Skolen er blevet et sted, hvor man taler om børn i tal og præstationssprog. De konstante krav om dokumentation skaber et umenneskeligt pres. I sidste ende er det netop dette systemiske tyrani, der ødelægger børnene og skaber de frustrationer, der efterfølgende kommer til udtryk i klasserummet.
Det nævner lederen ikke med et ord.
Samtidig overses det fundamentale faktum, at den forråede tone i skolen i høj grad går begge veje. Det er en farlig illusion at lade, som om det verbale skyts kun affyres fra elevside. Uagtet at der efterhånden er fremkommet talrige og veldokumenterede eksempler på lærervold – både psykisk og fysisk – bagatelliseres disse konsekvent som uheldige undtagelser fra reglen.
Det er en dyb asymmetri i kritikken: Elevernes frustrationer udskammes som uhyrlige, mens systemets og de voksnes egne overgreb fejes ind under gulvtæppet.
Her rammer vi sagens kerne, som handler om en eklatant mangel på faglig legitimitet. Der må være en grænse for, hvordan man som journalistisk aktør forsøger at udtale sig kvalificeret om et pædagogisk og psykologisk område, man simpelthen ikke er uddannet til at forstå, og derfor forfalder til netop monokausal forklaringsadfærd, fordi man er nødt til at simplificere problematikken til et niveau, man som udenforstående selv forstår.
Komplekse, relationelle dynamikker forenkles i mediemøllen i en grad, så problemerne til sidst gøres fuldstændig uhåndterbare. Man kan ikke løse dybe, strukturelle kriser i folkeskolen med slagkraftige overskrifter og moralsk forargelse.
Når man læser Folkeskolen for tiden, aner man konturerne af en generel og problematisk tilgang på bladet. Vi er efterhånden trådt helt ind i den aktivistiske journalistiks domæne, hvor nuancerne bevidst fravælges til fordel for en populistisk dagsorden.
Lad os få den pædagogiske faglighed og den systemiske kritik tilbage i debatten, før det forenklede autoritetsråb gør mere skade end gavn.
Sluttelig: Når hver tredje lærer klager over børns sprog, må der være to tredjedele, der ikke oplever dette problem. Kunne det være en idé efterhånden at dykke ned i det, der virker?
Hvis man læste på lektien, er der flere hypoteser om, at skoler med et godt samarbejde mellem ledelse og lærere og mellem lærere og forældre ikke har ovennævnte problemer. Men sjovt nok dykker man ikke ned i det her.
Ny hypotese: Hvis man vil vælges til en tillidspost i DLF-systemet, er det lettere med en negativ dagsorden end en positiv.
Skal vi ikke tage problemerne alvorligt? Jo, selvfølgelig. Men lidt sarkastisk sagt: Alle sygdomme forsvinder ved ligbrænding – gammelt fynsk ordsprog.
Ved at forsimple komplekse problemer får vi den illusion, at de kan håndteres.
Vi isolerer kriser til én årsag.
Derfor skrev jeg et debatindlæg om, at vi svigter lærerne ved ikke at give dem en uddannelse, som gør dem i stand til at arbejde i og forstå skolens kompleksitet. Det er bare svært, når debatten hele tiden sættes op som to monokausale synspunkter over for hinanden.
”Jamen Erik – du er for teoretisk.”
Ja, det kan der være noget om. Men hvis vi fortsætter med at skrive ind i en eksisterende lærerselvopfattelse med læreren som offer for ”onde” børn, så bliver læreren offer for ”onde” børn, i og med at debatformen ikke gør nogen klogere.
Når børn taler grimt til en lærer, kan det skyldes uopdragenhed, men det kan også skyldes mange andre ting. Det er heller ikke altid en diagnose. Det kan være temmelig svært at se forskel på ADHD og det at komme fra et hjem med misbrug. At komme fra et hjem med misbrug ser heller ikke altid ens ud.
Så kære Andreas: 1.000 spørgsmål har ikke kun ét svar.
Det er nærmere omvendt:
Ét spørgsmål har 1.000 svar.