At glemme Rønhede

Institut for Skole og Livs kronik

Historiker Søren Rønhede viser os i sin nye afhandling, at historie ikke er noget, vi arver – men noget, vi skaber

Af Carlo Grevy, historiker, lektor, ph.d.

Der findes tidspunkter, hvor et enkelt menneske formår at skubbe et helt fag i en ny retning. Ikke gennem larm, men gennem klarhed. Ikke gennem provokation, men gennem konsekvens. Søren Rønhede er et sådant menneske. Med sin nye afhandling Historievidenskab på dansk gør han noget, som er så sjældent i dansk historiekultur, at det næsten virker fremmed: Han viser os, at historie ikke er en arv, men en konstruktion. Ikke en sandhed, men en fortælling. Ikke noget, vi finder – men noget, vi skaber.

Det er ikke en provokation, men en præcision. Det er ikke et opgør, men en afsløring. Og det er ikke et bidrag til debatten – det er en korrektion af en hel kulturel selvforståelse. I årtier har Rønhede været en af de tydeligste stemmer i dansk historiedidaktik. Ikke som en, der taler højere end andre, men som en, der ser længere. Han har mindet generationer af lærerstuderende og historielærere om, at historie ikke begynder med kronologier og kanoner, men med menneskers liv, virkelighedsoplevelser og behov for at orientere sig i en verden, der altid er i bevægelse. Han er en af de få i Danmark, der konsekvent har insisteret på dette.

Nu gør han det igen – men denne gang i en form, der forpligter os alle.

Fortællinger, der bliver til sandheder, bare fordi ingen husker, at de kunne være anderledes

Det centrale i Rønhedes afhandling er ikke, at danske historiefortællinger indeholder fejl. Det ville være banalt. Det centrale er, at han viser hvordan fortællinger bliver til. Hvordan de stabiliseres. Hvordan de gentages, til de står som "det, vi ved". Og hvordan de over tid får karakter af natur, nødvendighed og national identitet.

Det er en skarp og modig analyse, fordi den går ind i selve maskinrummet i dansk historiekultur. Her hvor fortællingerne om den "danske vej", de fredelige reformer, den gradvise frigørelse og den humane udvikling ikke alene bliver fortalt, men bliver grundlag for, hvordan vi forstår os selv. Når Rønhede går tæt på fortællingerne om stavnsbåndet, 1788-forordningen og landboreformerne, viser han ikke blot, at disse fortællinger er selektive. Han viser, hvorfor de er selektive. Han viser, hvilken funktion de har haft. Han viser, hvordan nationale fortællinger ikke blev til, fordi de var de eneste mulige, men fordi de var de mest nyttige.

De gav mening. De gav legitimitet. De gav et billede af Danmark, som Danmark havde brug for. Det er præcis her, afhandlingens intellektuelle styrke bliver tydelig: Rønhede gør opmærksom på, at fortællinger, der fungerer godt, ikke forsvinder af sig selv – uanset hvad kilderne siger. De bliver stående. De gentages. De indlejres. Og til sidst træder de ind i kategorien "historie", selv om de i virkeligheden er konstruktioner. Det er ikke et angreb på faget. Det er et spejl for kulturen!

Historie som kultur, ikke som sandhed

Der ligger en fundamental og i dansk sammenhæng usædvanlig skarp tanke i værket: At historie aldrig har været, og aldrig kan være, et udtryk for "det, der egentlig skete". Det er ikke relativisme. Det er humanistisk stringens. For alt, hvad vi kalder historie, er allerede en fortælling – valgt, udvalgt, fravalgt, formet.

Rønhede går et skridt videre end de fleste: Han viser, at den danske historietradition i høj grad har taget form af de institutioner, der fortæller den. Ministerielle kanoner. Skolebøger. Jubilæumsudgaver. Standardværker. Det er ikke mennesker med bagtanker, der skaber fortællingerne. Det er kulturer, der gør det. Det er derfor hans afhandling rammer så dybt: Den siger ikke, at dansk historie er forkert. Den siger, at dansk historie er et produkt af vores kultur. Og at kulturen – som alle kulturer – har behov, interesser, heltefigurer, blinde pletter og selvfortællinger, der gør noget muligt og andet umuligt.

Det gør værket ualmindeligt relevant i dag, hvor historie igen bruges politisk: til at skabe tryghed, til at skabe distance, til at skabe danskhed, til at skabe fortællinger, der samler – men også til tider indsnævrer. Rønhede siger ikke, vi skal afskaffe fortællingerne. Han siger, vi skal gennemskue dem.

Den intellektuelle præcision, der burde få historiefaget til at ryste

Der er passager i afhandlingen, der er så skarpe, at man undrer sig over, at ingen har sagt det før. For eksempel når han viser, hvordan skolebøger gennem årtier har fremstillet 1788 som en pludselig og næsten moralsk oplyst bondefrigørelse – selv om forordningen hverken gav reel bevægelsesfrihed eller økonomisk selvstændighed.

Eller når han viser, hvordan myten om den fredelige danske overgang fra feudalisme til modernitet blev central, fordi den gjorde Danmark til et moralsk forbillede i egen selvforståelse. Eller når han viser, at de mest citerede historikere – fra 1800-tallet og frem – ofte har gentaget hinanden uden at se, at det, de gentog, ikke var en konklusion, men en tradition. Det er ikke, fordi de har været sløsede. Det er, fordi kulturens fortællinger har været stærkere end kildekritikken.

Det er dette punkt, der gør Rønhedes arbejde genialt: Han får os til at se, at historiens fortællinger ikke blev fejlagtige, men nødvendige – og at det netop er derfor, de blev stående. Man kan ikke læse afhandlingen uden at blive konfronteret med sin egen tilbøjelighed til at acceptere fortællinger, fordi de er bekvemme. Man får lyst til at protestere. Det er et godt tegn. For protesten er erkendelsens forstadium. Det er en afhandling, der ikke bare siger noget om historiefaget. Den siger noget om os som mennesker.

Det mest radikale i værket: det handler ikke kun om fortid – det handler om liv

I Danmark taler vi ofte om historie som dannelse. Men dannelse bliver hurtigt et sløret ord. Det Rønhede gør, er noget langt mere præcist: Han viser, at historisk forståelse kun giver mening, hvis den har forbindelse til menneskets livsverden.

Det er derfor, hans arbejde virker så befriende: fordi det peger direkte ind i nutidens store spørgsmål: Hvordan bliver fortællinger til? Hvordan får de magt? Hvordan påvirker de vores syn på os selv? Hvordan bestemmer de, hvad vi tror, vi kan blive? Den, der forstår mekanismerne bag historiefortællingerne, forstår i virkeligheden mekanismerne bag al kulturel selvforståelse. Det er ikke småting.

For det betyder, at Rønhedes afhandling ikke blot handler om fortiden, men også om vores samtid: Om hvordan vi i dag skaber fortællinger om uddannelse, skole, politik, moral, identitet. Og om hvordan disse fortællinger bliver taget for givet – præcis som de historiske fortællinger gjorde. Hvorfor er dette så vigtigt?

Fordi et samfund uden selvrefleksiv historie ikke kan forstå sig selv. Fordi en skole uden kritisk historieundervisning ikke kan skabe myndige borgere. Fordi en offentlighed, der ikke forstår fortællingers natur, ikke forstår sig selv. At læse Rønhede er at få modet til at indse, at de strukturer, vi lever under, ikke er givet, men skabt. Og at det betyder, at vi har ansvar for at skabe dem om, når de ikke længere virker. Det er måske hans mest radikale pointe: Historie er ikke en ballast. Historie er en mulighed.

At glemme Rønhede er at glemme os selv

Historievidenskab på dansk er en vej til selvforståelse og refleksion. At forstå vores historie – at blive til i historie. Derfor må Rønhedes pointer ikke glemmes, ikke blot af historikere, men af lærere, studerende, journalister og enhver, der arbejder med kultur, fortællinger og offentlighed.

For dette værk tilbyder noget, der i Danmark kun sjældent findes: et intellektuelt miks af kildeanalyse, kulturkritik, didaktisk klarhed og filosofisk refleksion. Og det gør det uden én eneste overflødig sætning. At overse Rønhede er ikke blot at overse en skarp historiker. Det er at overse et værk, der viser os, hvor skabt vores selvforståelse er – og hvor stærk den kunne blive, hvis vi tog ansvar for den.

At glemme Rønhede er at glemme, at historien ikke kommer til os. Den kommer fra os. Og der er få ting i vores tid, vi har mere brug for at forstå end netop det.