Vi skal sætte en ny retning for skolen
Af Erik René Nielsen
Institut for Skole og Liv · 15. september 2026
Tidligere bragt som kommentar til debatindlæg i folkeskolen.dk – let redigeret.
Debatten er siden blevet mere principiel. Maja Rømers tekst rejser spørgsmålet om, hvem folkeskolelovens formål egentlig forpligter: eleven – eller først skolen og undervisningen. Når en udlægning af loven vender denne rækkefølge, bør den prøves fagligt. Det vækker derfor også bekymring, når selve fortolkningen kan stå stort set uprøvet på Folkeskolen.dk. Læs Carlo Grevys analyse: Når en fortolkning af skolens formål vender loven på hovedet.
Maja Rømer efterlyser i sit indlæg en ”stærk fagpædagogisk retning” med klare linjer og disciplin. Men det, hun reelt taler for, er en retro-skole. Hendes vision emmer af industrisamfundets logik, hvor skolen fungerede som en fabrik: Eleverne skulle sidde stille, modtage kollektive beskeder, vente på tur og ensartes til et standardiseret arbejdsmarked.
Vi har bare for længst forladt den industrielle tidsalder. Vi lever i det senmoderne vidensproducerende samfund. I dag handler uddannelse ikke om passiv reproduktion af paratviden, men om innovation, kritisk tænkning, digital dannelse og evnen til at navigere i kompleksitet.
Hvis vi reducerer elevrollen til det, Rømer beskriver – en mekanisk brik, der skal præstere, adlyde og ”anstrenge sig” inden for fastlåste rammer – begår vi en fatal fejl.
At være elev er naturligvis en særlig rolle. Men barnet ophører ikke med at være barn, når det træder ind i klasselokalet. Det kommer med erfaringer, relationer, spørgsmål og en verden uden for skolen. Elevrollen kan være nødvendig for skolens arbejde, men den er et middel – ikke skolens mål. Problemet opstår, når skolens orden kommer til at stå i stedet for det, ordenen skulle gøre muligt.
Der er intet galt i, at elever skal kunne lytte, vente på tur, fordybe sig og anstrenge sig. Det er nødvendige betingelser for meget undervisning. Men nødvendigt er ikke det samme som formål. Spørgsmålet er, hvad eleverne skal lytte, lære og anstrenge sig for – og her kan elevrollen aldrig i sig selv give skolen dens retning.
Med den instrumentelle selvforståelse, Rømer demonstrerer, gør hun paradoksalt nok både læreren og eleven sårbare over for kunstig intelligens (AI). Hvis skolens succesmål blot er lineær videns- og færdighedstilegnelse kombineret med systemkonform adfærd, vil netop denne funktionelle dannelse lynhurtigt blive overflødiggjort af AI.
Robotter kan lagre viden og følge regler langt bedre end mennesker. Det særligt menneskelige træder blandt andet frem i empati, etisk dømmekraft og evnen til at håndtere uforudsigelige og komplekse problemer – dimensioner, der får meget lidt plads i Rømers beskrivelse af elevrollen og skolens opgave.
Denne svaghed bliver pinligt tydelig i hendes kritisable og dybt selektive læsning af folkeskolens formålsparagraf. Rømer plukker behændigt de elementer, der understøtter hendes argument: ”viden, kundskaber og færdigheder”. Dette er et ofte anvendt trick, der tages i brug for at legitimere den ovennævnte industrielle praksis. Men hun overser – eller ignorerer – formålsparagraffens vigtige helhed. Hun glemmer, at skolen ifølge loven skal give eleverne ”åndsfrihed, ligeværd og demokrati” samt forberede dem til at ”leve i et samfund med frihed og folkestyre”. Ligeledes at dette sker i et samarbejde med elever og forældre.
Demokratisk dannelse og åndsfrihed opstår ikke ved, at man blindt adlyder kollektive beskeder og lukker omverdenen ude. Det opstår i dialog med det omgivende samfund.
Med et systemteoretisk blik, inspireret af Niklas Luhmann, kan Rømers skoleforståelse læses som en bevægelse mod et stadig mere lukket system, der søger at skærme sin kerne mod omverdenens krav. Hun betragter Kræftens Bekæmpelse eller maddannelse som forstyrrende ”støj” – irritationer, der skal holdes ude for at bevare skolens rene kerne. Men netop systemteoretisk er et socialt system afhængigt af strukturelle koblinger til sin omverden. Hvis skolen ikke lader sig forstyrre af samfundets aktuelle kriser og dannelsesbehov, mister den sin samfundsmæssige resonans og relevans.
Skolen skal ikke være en lukket boble for asketisk fordybelse og adfærdsregulering. Vi skal ikke ”holde retningen” bagud; vi skal sætte en ny retning, der ruster eleverne til en senmoderne virkelighed, AI ikke kan kopiere.