Lærere uden faglig dømmekraft giver Heunicke råd

Lærere kræver tillid til deres professionelle dømmekraft. Men når faglighed, formidling og arbejdsro bliver svarene på skolens problemer, forstår de ikke selv skolens kerneopgave

Rikke Johansen og Nikolaj Thomsen beder i Jyllands-Posten Magnus Heunicke om at have tillid til lærernes professionelle dømmekraft. Folkeskoleloven fastlægger de overordnede værdier og rammer, skriver de; den konkrete pædagogiske vurdering må foretages af de fagprofessionelle.

De beder Heunicke have tillid til en dømmekraft, de ikke selv udviser: evnen til at afgøre, hvad der skal i arbejde, hvordan det skal sættes i arbejde, og hvad det skal gøre børnene i stand til.

I august skrev folkeskolelærer Maja Rømer, at formålsparagraffen er »pejlemærket for vores lærerarbejde«. Få linjer senere står opgaven klar: Eleverne skal tilegne sig »viden, kundskaber og færdigheder«, læreren skal tage sin »faglige myndighed« på sig, og eleven skal lytte, modtage en kollektiv besked og deltage i »den forberedte undervisning«.

Kort efter skrev Rømer sammen med Johansen »Skolen gør altså ikke børn syge«. Johansen forklarede bagefter, at »skolen giver færdigheder og kundskaber«, at skolens formål »intet har med rammerne, strukturen eller for den sags skyld kulturen at gøre«, og at »trivsel opstår gennem deltagelse i undervisningen«. Senere blev formålsparagraffen et kompas, mens svarene lød: fagligt dygtige lærere, mere autoritet, professionel dømmekraft.

Den forberedte undervisning. Kundskaber og færdigheder. Arbejdsro. Autoritet. Ordene kommer fra forskellige tekster, men lyder som ekkoer af hinanden.

I den normale verden står man fx med en defekt printplade. Den skal repareres. Derfor vælger man loddekolben og ser undervejs efter, om det virker. Om reparationen lykkes, kan man se på printpladen.

Undervisning har samme logik. §18 forpligter læreren til at vælge og variere stof, metoder og arbejdsformer, så eleverne får mere lyst til at lære, udvikler erkendelse og fantasi og bliver bedre til at tage stilling og handle. Læreren skal se, om det sker – og justere undervisningen, hvis det ikke gør.

Hos Johansen og Thomsen bliver denne opgave til et værdigrundlag, og de insisterer på, at børnene skal have hammer, sav og skruetrækker i hånden. Dem bliver de så dygtige til – og kommer endda til eksamen i. Men ingen spørger, om printpladen virker.

“

Johansen og Thomsen omfortolker folkeskoleloven til et »fælles værdigrundlag« og §1 til et »fælles fundament«. De gør dermed formålet til et værdilag over undervisningen – ikke det, undervisningen skal styres efter.

I historie er 1864 eller besættelsen ikke slutpunktet. Fagligheden viser sig, når den ændrer det blik, eleven møder nutiden med. En dåse Coca-Cola, et vinglas eller en madpakke kan blive historiske spor. Det samme kan en klumme, et monument eller en konflikt i dagens avis. Eleven får øje på, at nutiden er blevet til. Eleven kan ikke blot gengive historie, men se historisk.

Det er netop her dømmekraften skulle vise sig. Kan læreren udvælge stof og metode og se, om undervisningen gør eleverne mere nysgerrige, mere vedholdende, bedre i stand til at forstå og tage stilling – og mere lystne på at lære videre?

Hvis det var en indarbejdet praksis, burde dens spor kunne ses. PISA 2025 viser i stedet fald siden 2022 i elevernes nysgerrighed på læring, vedholdenhed og syn på skolens værdi. Samtidig er resultaterne faldet markant i læsning, matematik og naturfag.

Tallene fortæller ikke, hvilken undervisningsform der er årsagen. Men de peger på, at formålet stadig ligger som et værdilag over undervisningen i stedet for at styre valget og brugen af stof, metoder og arbejdsformer.

Det gør talen om ro interessant. Hos Johansen og Thomsen skal læreren kunne gennemføre undervisningen. Hos Camilla Wang, rektor for Professionshøjskolen Absalon, og Anthon Berentzen, forperson for Lærerstuderendes Landskreds, hedder en af ambitionerne, at der skal være mere ro i klasserne. Men ro får ikke redskaberne i arbejde.

Tredive elever kan sidde musestille, høre om 1864, tage noter og svare korrekt bagefter. Så er der ro. Stoffet er gennemgået. Undervisningen er gennemført.

Om børnene nu ser verden anderledes, er et andet spørgsmål.

Det er denne professionelle dømmekraft, Johansen og Thomsen beder Heunicke have tillid til. Men gennemført undervisning er endnu ikke det samme som undervisning, der har løst sin opgave.

Samme lærerrolle møder de studerende allerede på læreruddannelsen. På Professionshøjskolen Absalons hjemmeside beskrives læreren som én, der »formidler viden, normer og kultur med faglighed, engagement og pædagogiske kompetencer«.

Formidling er en del af arbejdet. Dømmekraften viser sig i valget: Hvad skal i arbejde – og hvad skal det gøre børnene i stand til?

Nu får de lærerstuderende 28 procent flere undervisningstimer. Camilla Wang kan »mærke, at fagligheden stiger«. De ekstra timer er et kvalitetsløft. På hendes egen professionshøjskole formidler læreren viden, normer og kultur.

Mere tid. Mere faglighed. Mere formidling.

Hammeren, saven og skruetrækkeren er der således god tid til.

På billedet til artiklen står Camilla Wang sammen med Anthon Berentzen, forperson for Lærerstuderendes Landskreds. Den ene repræsenterer professionshøjskolerne, den anden den kommende generation. Sammen efterlyser de højere faglighed, flere uddannede lærere og mere ro i klasserne.

Den kommende generation er med.

På UC Syd lyder det samme ekko. Skolen formidler, og munden løber over med »hele« verden. Til eleverne gennem fag. Det smukkeste ved lærergerningen er, skriver rektor Alexander von Oettingen, at man »formidler et fag, en kultur, en demokratisk samfundsorden og meget mere«.

Hele verden. Formidlet. Først skal der bare være ro til det.

Så møder den lærerrolle virkeligheden. Først uddannes læreren. Så kommer læreren ud og får praksischok. Derefter udvikler læreruddannelsen støtteordninger til den praksis, den netop har uddannet læreren til.

Ordningen kan fortsætte.

Så kom PISA 2025. Elevernes faglige resultater faldt markant. Svarene lyder igen: fagligt løft, dygtigere lærere, mere ro, stærkere autoritet, bedre undervisning.

De samme svar går igen. Når fagligheden falder: mere faglighed. Når eleverne ikke deltager: mere autoritet. Når undervisningen ikke fungerer: bedre undervisning. Når de nyuddannede får praksischok: mere praktik og mere støtte.

Systemet har svar på det hele.

Ekkomaskinen kører. Målestokken er enklere.

Børn skal vide mere og kunne mere. Det faglige skal gøre dem mere nysgerrige, give dem lyst til at lære videre og gøre dem bedre i stand til at forstå, tage stilling, handle og deltage.

Det er det, folkeskoleloven forpligter læreren på.

Johansen og Thomsen ser bort fra det afgørende: Børnene kan blive dygtige til fagets redskaber og alligevel mangle evnen til at bruge dem, når de skal forstå, tage stilling og handle i verden uden for skolen. Læreren kan undervise engageret og fagligt sikkert, og der kan være ro i klassen, uden at undervisningen dermed har løst sin opgave.

Det er netop dér, den professionelle dømmekraft skal vise sig. Og det er den dømmekraft, Johansen og Thomsen beder Heunicke have tillid til.

Men hvad dømmer den efter?

Børnene står med hammeren, saven og skruetrækkeren.