Når skoledebatten glemmer skolens mandat
Af Carlo Grevy
I debatsporet under Maja Rømer og Rikke Johansens indlæg “Skolen gør altså ikke børn syge” skriver Thomas Haahr:
“Nej, skolen i sin nuværende form gør absolut både børn og voksne syge. Alligevel læser jeg her et indlæg fra to lærere, der virker totalt blottet for refleksion over skolens egne rammer og vilkår.”
Haahr rammer kernen. Hvilke rammer arbejder læreren faktisk indenfor?
En af dem står i folkeskoleloven. §1 angiver skolens formål. §18 gør formålet til en konkret lærerfaglig opgave: undervisnings- og arbejdsformer, metoder, undervisningsmidler og stofudvælgelse skal vælges, så undervisningen lever op til folkeskolens formål og fagets mål og svarer til elevernes behov og forudsætninger.¹
Netop denne rækkefølge mangler hos Rømer og Johansen. De skriver, at skolen er kommet væk fra “skolens egentlige formål”, og fastslår: “Vi skal vende tilbage til, at skolens opgave er at træne tankevirksomhed og tilegne sig kundskaber.” Som beskrivelse af skolens mandat er det fejlagtigt. Kundskaber og færdigheder står centralt i §1, men de skal føre videre: til lærelyst, erkendelse, fantasi, stillingtagen, handling, deltagelse og medansvar.
Det samme ses i deres “planlagte undervisning”. Først står undervisningen der. Derefter bliver problemet elevernes adfærd, vedholdenhed, fravær og forældrenes opbakning. Men en plan begrunder ikke sig selv. §18 kræver, at selve stofvalget, metoden og arbejdsformen kan begrundes ud fra formålene. Det afgørende spørgsmål er derfor stadig: Hvad skal eleverne gennem arbejdet blive bedre i stand til at forstå, undersøge, tage stilling til eller handle i forhold til?
Det gælder også, når eleverne skal “rykke sig fagligt”. Faglig progression kan ikke være sin egen begrundelse. Ellers lukker skolen sig om sig selv: fagligt stof → fagligt arbejde → mere faglighed. Og når “modgang og ulyst” gøres tæt forbundet med den fagligt ambitiøse skole, går det igen skævt. Modgang kan ligge på vejen. §1 siger, at kundskaber og færdigheder skal give “lyst til at lære mere”. Ulyst er ingen destination.
Rikke Johansen skriver på Facebook: “Skolen giver færdigheder og kundskaber.” Men §1 sætter ikke punktum dér. Der står “kundskaber og færdigheder, der …”. Det lille der er afgørende: Fagligheden skal gøre noget muligt hos eleverne.
I et efterfølgende LinkedIn-opslag skriver Rømer og Johansen, at forældrene skal “spørge ind til det faglige”. Også her er spørgsmålet: Til hvilken faglighed – og med hvilket formål? Skolens opgave er i §1 placeret i samarbejde med forældrene, og loven fastslår også elevernes og forældrenes samarbejde med skolen om formålet. Forældrenes rolle er derfor større end at bakke op om en allerede defineret faglig undervisning.
Den samme forskydning ses hos Merete Riisager, når hun definerer skolens formål som at give “den vigtigste viden, de vigtigste erkendelser og de væsentligste værdier videre fra én generation til den næste”. Det er hendes formulering af formålet, men den gør skolens opgave til overlevering af indhold, hvor folkeskolelovens formål også retter sig mod, hvad undervisningen skal gøre muligt hos eleverne. Riisager fremsatte formuleringen i en RÆSON-artikel fra august 2024.
Det ironiske er: Rømer og Johansen skriver ind i en debat om faldende faglighed. Samtidig demonstrerer deres egen argumentation, hvor store lærerfaglige problemer der opstår, når skolens lovbundne opgave og den didaktiske rækkefølge ikke forstås.
Der er kommet massiv kritik af deres indlæg. Men næsten ingen har fokus på det helt grundlæggende: §1 og §18 – bestemmelserne om skolens formål og undervisningens tilrettelæggelse. Kritikken går mod skolefravær, mistrivsel, inklusion, forældreansvar og uro. Den lærerfaglige forståelse af selve skolens opgave bliver langt mindre prøvet.
Her demonstreres på tydeligste vis, at diskussionen om faldende faglighed ikke kan placeres hos børnene alene. Den må også rettes mod den lærerfaglighed, der kommer til udtryk hos dem, der underviser børnene – og mod den uddannelse og professionsforståelse, der har formet den.
PISA skaber i sandhed ikke skolens problemer. PISA afslører dem.
¹ Hvorfor netop §1 og §18? §1 er folkeskolelovens formålsbestemmelse. §18 regulerer undervisningens tilrettelæggelse og nævner netop valg af undervisnings- og arbejdsformer, metoder, undervisningsmidler og stofudvælgelse. §2, stk. 3, fastslår desuden elevernes og forældrenes samarbejde med skolen om at leve op til formålet. Andre bestemmelser, fagmål og særlige bindinger gælder naturligvis også. §1 og §18 er derfor ikke tilfældigt udvalgte paragraffer, men centrale, når spørgsmålet er skolens formål og lærerens didaktiske arbejde.