Når skoledebatten springer §18 over
En LinkedIn-debat om folkeskolelovens formål har de seneste dage vist noget, der rækker længere end endnu en uenighed om skolen. Blandt deltagerne er folkeskolelærer Maja Rømer og Merete Riisager. Riisager er cand.mag.pæd. fra Københavns Universitet, har arbejdet med læring og udvikling hos blandt andre PwC og LEGO, sad i Folketinget 2011–2019 og var undervisningsminister 2016–2019. Der tales altså med lærerfaglig, pædagogisk og politisk autoritet. Netop derfor er det værd at se på, hvad udsagnene faktisk bygger på.
Maja Rømer har tidligere brugt folkeskolens formålsparagraf som belæg for en bestemt elevrolle: Eleven skal lytte, modtage kollektive beskeder, anstrenge sig og deltage i den undervisning, læreren har forberedt. I den aktuelle debat spørger hun, hvad der bliver tilbage som forældrenes opgave, hvis skolens opgave er en “opmuntring til livet”. Men præmissen holder ikke. Folkeskoleloven fordeler ansvar mellem skole, elever og forældre. §2, stk. 3 fastslår direkte, at elever og forældre samarbejder med skolen om at leve op til folkeskolens formål. Forældrenes ansvar erstatter altså ikke skolens.
Det afgørende lærerfaglige spørgsmål kommer et trin tidligere: Hvad kræver formålet af den undervisning, eleven møder? Her er §18 konkret. Selve tilrettelæggelsen – arbejdsformer, metoder, undervisningsmidler og stofudvælgelse – skal “i alle fag leve op til folkeskolens formål, mål for fag samt emner” og svare til elevernes behov og forudsætninger. Når §1 først bruges til at udlede krav til elevens adfærd, springes dette led over. Elevens tilpasning bliver udgangspunktet, før den undervisning, eleven forventes at deltage i, er prøvet mod lovens krav. Det er en lærerfagligt mangelfuld læsning af folkeskoleloven.
Merete Riisager viser problemet fra en anden side. Hun skriver om Primo Levi, at han “ikke kun” havde sit fag, men “også” værdier og kultur med sig. Skolebørn skal tilsvarende have blandt andet frihedsrettigheder, ligestilling, personlig integritet, kulturarv og medansvar med sig. Det lyder som faglighed først – og værdier og kultur oveni. Men §18 forbinder tingene anderledes. Formålet er ikke et tillæg til faget. Det skal virke inde i selve brugen af faget og være med til at bestemme stofvalg, arbejdsformer og metoder.
Det lyder enkelt. I praksis er det en anden lærerfaglig arbejdsform. Læreren begynder ikke med: Nu skal 7.b have om Anden Verdenskrig – hvordan får jeg dem motiveret? I historie siger fagets formål blandt andet, at eleverne skal opnå historisk sammenhængsforståelse, kunne bruge den i deres hverdags- og samfundsliv og forstå sig selv og samfundet som historieskabte. Så kommer spørgsmålet: Hvilket historisk stof kan bruges til netop dette? Hvordan skal eleverne arbejde med det? Og bagefter: Gav undervisningen dem faktisk bedre muligheder for at forstå, undersøge, tage stilling og bruge historien?
Det er noget andet end først at vælge stoffet og derefter gøre undervisningen spændende. Klassen kan komme ud i naturen, synge sig gennem grammatiske fænomener, arbejde kreativt eller få endnu mere variation – og læreren kan stadig have bevaret samme grundmodel: Stoffet blev besluttet først; metoden skal bagefter få eleverne med. §18 stiller et tidligere spørgsmål: Hvorfor dette stof og denne arbejdsform i forhold til det, skolen og faget skal gøre muligt for eleverne? §1 giver samtidig konkrete pejlemærker: lyst til at lære mere, erkendelse og fantasi, baggrund for at tage stilling og handle samt deltagelse og medansvar.
Det er også her, problemet bliver større end Maja Rømer og Merete Riisager. I mine år på læreruddannelsen arbejdede jeg selv med denne rækkefølge: formål først, dernæst stof og arbejdsform. Min erfaring var, at den kunne virke fremmed, fordi faglighed langt lettere forstås som det stof, læreren skal kunne og formidle. Hvis lærere først og fremmest uddannes til den figur, hjælper det ikke meget blot at citere §18. Så mangler professionen et praktisk svar på, hvordan man arbejder fra formål til stof og bagefter vurderer, om undervisningen faktisk bevæger eleverne i den retning. Det er præcis derfor, diskussionen om faglighed, motivation, trivsel og klasseledelse så let begynder et trin for sent.
Det gør Folkeskolen.dk’s rolle vigtig. Mediet bragte Rømers indlæg, hvor §1 blev brugt som belæg for hendes skoleforståelse. Dermed fik denne lovfortolkning lov at sætte en præmis for den efterfølgende debat. Da jeg senere indsendte et selvstændigt indlæg, der netop prøvede præmissen mod §1 og §18, blev teksten ikke bragt. Det væsentlige er ikke mit afslag. Det væsentlige er, at den første lovfortolkning fik rækkevidde, uden at dens lærerfaglige holdbarhed blev synligt efterprøvet.
Det er bekymrende, fordi autoritet kan komme til at erstatte efterprøvning. En fortolkning får vægt, fordi den fremsættes af en erfaren lærer, en tidligere undervisningsminister, en forsker eller en læreruddanner. Den får rækkevidde gennem et fagmedie. Den gentages. Og til sidst kan den ligne almindelig lærerfaglig viden og blive til praksis – selv om det første spørgsmål aldrig blev stillet: Holder præmissen, når §1, fagets formål og §18 læses sammen?
Derfor angår efterprøvningen hele kæden: den, der fremsætter fortolkningen, de politikere og fagfolk, der fører den videre, og de faglige og redaktionelle instanser, der giver den rækkevidde. §18 er i den sammenhæng langt mere end en teknisk bestemmelse. Den forbinder skolens formål med lærerens helt konkrete arbejde: Hvilket stof? Hvorfor netop dette? Hvilken metode? Hvilken arbejdsform? Hvad skal det gøre muligt for eleverne? Og hvad må læreren ændre, når undervisningen ikke gør det?
Det spørgsmål bør komme før spørgsmålet om, hvordan eleven skal passe ind i undervisningen.