Krisemøde om PISA i KL: Hvad skal undervisningen styres efter?
PISA-krisen handler ikke kun om, hvem der skal styre folkeskolen. Det afgørende spørgsmål er, hvad undervisningen skal styres efter – hvad læreren skal gøre, hvad målet er, og hvad børnene faktisk skal kunne bruge det lærte til i deres liv.
Jeg håber, de er nået frem til noget godt på dagens krisemøde i Kommunernes Landsforening, KL. Borgmestre, udvalgsformænd og kommunaldirektører fra landets kommuner har været samlet efter de markante fald i de danske PISA-resultater, og jeg glæder mig til at se, hvad der kommer ud af mødet – i et referat, en fælles udmelding eller konkrete forslag.
Allerede inden mødet stod det klart, at ansvaret er kommet på dagsordenen. Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold (S), formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, sagde, at kommunerne først og fremmest skal sikre sig, at alle »forstår alvoren«, og at kommunalbestyrelserne har et ansvar for at vende udviklingen. Brønderslevs borgmester Mikael Klitgaard (V), der selv er tidligere folkeskolelærer, er også klar til at handle, men advarer mod, at svaret bliver mere detailstyring fra Christiansborg. »Man skal bare passe på«, siger han og peger i stedet på, at man skal »dele kompetencerne ud til skolerne og give lærerne frihed og ansvar«.
Dermed tegner der sig hurtigt tre mulige steder at placere styringen: Christiansborg kan tage større ansvar, kommunerne kan få eller tage mere ansvar tæt på skolerne, og lærerne kan få større professionel frihed og ansvar. Det er en vigtig diskussion. Men alle tre kan diskutere længe om, hvor styringen skal ligge, uden at komme til det mere grundlæggende spørgsmål:
Hvad skal undervisningen styres efter?
Netop det spørgsmål gør PISA-resultaterne interessante. PISA undersøger ikke blot, om en elev kan gengive noget, læreren har fortalt, analysere en sætning efter en indlært model eller foretage en bestemt beregning. Pointen er også, om den 15-årige kan bruge faglig viden og færdigheder til at forstå og håndtere problemer og sammenhænge. Fagligheden skal ud af den rene skoleøvelse og sættes i arbejde.
Det ligger bemærkelsesværdigt tæt på noget, der allerede står i folkeskoleloven. I §18 fastslås det, at undervisningens tilrettelæggelse – blandt andet arbejdsformer, metoder, undervisningsmidler og valg af stof – skal leve op til folkeskolens formål og fagets mål. Det betyder, at stoffet ikke står alene. Et historieforløb om 2. verdenskrig er eksempelvis mere end oplysninger, årstal og begivenheder, eleverne skal kunne gengive. Læreren må også spørge: Hvad skal eleverne gennem arbejdet med dette stof blive bedre til at forstå? Hvilke sammenhænge skal de kunne få øje på? Hvad skal de kunne tage stilling til – og hvad skal den faglige viden gøre dem bedre i stand til at møde deres egen verden med?
Her ligger efter min opfattelse folkeskolens kerneopgave. Fagligheden skal bruges til noget. Fagene er midler, mens skolens formål angiver retningen.
Derfor håber jeg også, at man på krisemødet har spurgt til mere end testresultater, mobiltelefoner, organisering og placeringen af ansvar. For hvis problemet alene bliver forstået som faldende PISA-point, bliver opgaven at finde noget, der kan få pointene til at stige. Hvis problemet derimod også er, at eleverne har vanskeligt ved at bruge deres faglighed til at forstå tekster, problemer, sammenhænge og den verden, de skal leve i, bliver spørgsmålet et andet. Så må vi se på selve undervisningen og på forbindelsen mellem fag, formål og liv.
Christiansborg kan styre mere. Kommunerne kan styre anderledes. Lærerne kan få større frihed. Men flytter vi blot styringen fra ét sted til et andet, står det afgørende spørgsmål stadig tilbage:
Hvad skal undervisningen styres efter – hvad vil vi med den, og hvad skal børnene faktisk kunne bruge det, de lærer, til?