'Vejledning for faget historie'

Kildeintroduktion

Vejledningen for faget historie i folkeskolen tager afsæt i, at undervisningen skal tilrettelægges ud fra mål. Endvidere er der krav om, at de 29 punkter fra historiekanonen (2006) berøres, samt forslag om at folkeskolereformens (2014) generelle krav om fx understøttende undervisning, bevægelse og den åbne skole inddrages.

Vejledningen giver Undervisningsministeriets bud på, hvordan undervisningen kan tilrettelægges, men står ikke i vejen for den faglighed, som lærerne tilegner sig på læreruddannelserne. Vejledningen indeholder således en række overordnede overvejelser om fagets identitet og rolle, og den indgår som et supplerende og også konkurrerende dokument i lærernes øvrige historiefaglighed. Lærerne er forpligtede til at undervise i de 29 kanonpunkter, men vejledningen stiller ikke krav om omfang eller rækkefølge af punkterne. Lærerne kan derfor fx undervise i punkterne som historiebrug.

Lærerne er forpligtede til at undervise efter mål, hvilket indebærer en ikke-emnestyret tilrettelæggelse af undervisningen. I vejledningen fremgår det, at lærerne kan arbejde læringsmålsstyret. At arbejde læringsmålsstyret er Undervisningsministeriets udgave af at arbejde målstyret. Lærerne skal arbejde målstyret, men de må gerne have en planlægningslogik, der er anderledes end Undervisningsministeriets.