Skolen forsømmer opdragelsen – Sauer vil håndtere følgerne med akutberedskaber
Niels Christian Sauer vil oprette et akutberedskab, som læreren kan tilkalde, når forstyrrende elever ikke længere kan håndteres i undervisningen.
Sauer skriver om »indiskutabelt« autoritær magtanvendelse, om et »radikalt skred«, om »forebyggelse« og om akutberedskaber. Men han er blind for den opgave, skolen allerede har: at opdrage gennem undervisningen.
Indiskutabelt opdragende undervisning
Før eleven råber, afbryder eller hænger i gardinerne, har skolen haft en anden opgave: at lære eleven at kunne være med i undervisningen.
Det skal ske gennem fagene. Folkeskolelovens formål angiver, hvad eleverne skal udvikle sig til, og § 18 kræver, at stof, arbejdsformer og metoder vælges, så undervisningen fører i den retning.
I dansk kan eleverne lære at lytte, vente på tur, begrunde synspunkter og håndtere uenighed. I historie kan de lære at tage stilling til magt, frihed og ansvar. I matematik og naturfag kan de lære at arbejde vedholdende, samarbejde og tage ansvar for et fælles arbejde.
Hvis dette var lykkedes i lærerens arbejde, er det svært at forestille sig den skole, Sauer beskriver, hvor forstyrrende og chikanerende adfærd bringer undervisningen i opløsning.
Det er lærerens kerneopgave: at bruge fagene til at opdrage og danne til deltagelse, ansvar og fællesskab. I Sauers egen diagnose har skolen forsømt denne opgave.
Et radikalt skred – fra stoffet til formålet
I årevis har undervisningen kunnet begynde med spørgsmålet: Hvilket emne skal jeg undervise i i dag?
Skolens opdrag og lærerens kerneopgave fastlægger først, hvad eleverne skal udvikle sig til gennem undervisningen.
Derefter kommer stoffet.
Når undervisningen starter med stoffet, bliver faglig formidling til en aktivitet i sig selv: lidt historie, lidt matematik, lidt dansk – fagligt stof sendt ud i den blå luft. Deltagelse, ansvar og fællesskab overlades til tilfældighederne. Så må læreren bagefter skabe den orden, undervisningen skulle udvikle.
Forebyggelsen skal løbe gennem undervisningen
Sauer skriver, at lovforslaget »legitimerer« fysisk magtanvendelse, og at den skal ske med »rettidighed« og »proportionalitet«. Vi har allerede en lov, der kræver, at læreren vælger stof, arbejdsformer og metoder ud fra det, eleverne skal udvikle sig til.
»Rettidighed« er at løse opgaven, før uroen vokser. »Proportionalitet« er at få skolen til at udføre sin opdragende opgave, før professionelle akutberedskaber sendes ind for fysisk at håndtere følgerne hos børnene.
Skolen har i årevis »ladet stå til« med en uomtvistelig opgave: at læreren gennem stof, arbejdsformer og metoder opdrager børn til deltagelse, ansvar, stillingtagen og fællesskab. Den åbne diskussion om, hvordan det faktisk skal ske gennem fagene, har skolen »undgået med flid«, mens faglig formidling har fået lov at stå som undervisningens hovedopgave.
Send uropatruljen efter skolens praksis
Sauer kalder akutberedskaber »den rigtige, økonomisk overkommelige løsning«.
Hvis skolen vil have en uropatrulje, kan den stadig rykke ud i klassen, når uroen vokser. Men den skal se på undervisningen.
Når en klasse igen og igen præges af råb, afbrydelser og konflikter, kan uropatruljen spørge: Hvad skal eleverne udvikle sig til gennem denne undervisning? Hvorfor er dette stof valgt? Hvordan skal arbejdsformen lære dem at lytte, deltage, tage ansvar og indgå i et fællesskab?
Det er spørgsmål, skolen er forpligtet til at kunne besvare.
Men Sauer lader børnene bære følgerne af skolens forsømmelse. Hans akutberedskab skal få eleverne til at rette ind, når uroen er opstået. Uropatruljen burde i stedet undersøge, om læreren har løst den opgave, der kommer med undervisningen: at bruge fagene til at opdrage og danne.
Så bliver uroen et signal om, at skolens praksis skal undersøges – frem for et signal om, at børnene skal håndteres.
Skolen har lovgivningen. Læreren har opgaven. Og det er den opgave, læreren får sin løn for at løse.