Bliv lærer, men kræv at lære mere end bare faglig formidling og fordybelse (original titel)
Ny replik i Information
Læs debatindlægget hos Information (artiklen kan læses frit og er ikke bag en betalingsmur).
Information bringer min replik til Daniel Panduro, lektor ved læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole. På nettet har den titlen »Bliv lærer, men kræv at lære mere end bare faglig formidling og fordybelse«. I den trykte avis den 29. juli bringes den under titlen »En lærer skal kunne mere end at formidle«.
I Information den 15. juli 2026 taler Panduro i indlægget »Universitetet er ikke det eneste sted, man kan fordybe sig i de akademiske fag« læreruddannelsen op over for unge, som overvejer deres fremtid. Her kan de fordybe sig fagligt, få adgang til videreuddannelse og vælge et meningsfuldt arbejdsliv. Hans afsluttende opfordring er klar: »Bliv lærer.«
Jeg er enig i, at samfundet har brug for dygtige lærere. Men min replik stiller det spørgsmål, som efter min opfattelse mangler: Hvad skal lærernes faglige dygtighed gøre muligt for børnene? Fagene må være midler til, at børn udvikler dømmekraft, myndighed og evne til at tage stilling og handle. Ellers bliver skolens formål let en højtidelig ramme omkring en undervisning, hvor faget fortsat sætter retningen.
Der ligger samtidig en interessant modsætning til min kronik i Flensborg Avis fra april: »Derfor skal du ikke blive lærer«. Den var ikke et angreb på lærergerningen. Tværtimod. Pointen var, at læreruddannelsen først må tage sin egen opgave alvorligt og uddanne lærere til den folkeskole, som lovens formål faktisk beskriver – frem for blot at skaffe flest mulige ansøgere til en uddannelse, der viderefører den velkendte skoleform.
Panduro siger: »Bliv lærer.« Jeg spørger: Hvilken skole bliver du uddannet til at skabe?
Denne replik og kronikken i Flensborg Avis kan desuden rekvireres ved henvendelse til Institut for Skole og Liv.