Om Lærke Grandjeans afsløringer: fonde og “skolegardister”

Af Carlo Grevy · 21-02-2026 · Institut for Skole og Liv

Lærke Grandjean har skåret igennem. Ikke “nået frem til”, men skåret i dybden – i skolens kød, i skolens nerve. Hun har fokuseret og gennemskuet, hvem der i praksis står vagt ved skolens porte: skolens vogtere, skolens portvagter – de “skolegardister”, som jeg kalder dem.

Hun peger på et mønster: Når Stefan Hermann gør det, Alexander von Oettingen gør det, og Nikolaj Elf gør det, så bliver pædagogik og skoleforskning let solgt som noget, der handler om det, fondene vil betale for: “flere kundskaber”, “nytte”, “samfundsgavn”. Og ja: Hun bruger selv busbilledet – hun skriver, at børn og unge gøres egnede til at køre den bus videre, som forrige generation vil have dem til at køre.

I hendes eksempel udløses det hele af knap 21 millioner. En nyhed fra SDU løfter bevillingen frem og fortæller om “nyt dannelsesbegreb”, store samfundsudfordringer og nye måder at integrere naturvidenskab og teknologi i SHAPE-fag. Samtidig ruller partnerlisten ud som en procession af respektabilitet: Aarhus Universitet, professionshøjskoler, Rigsarkivet, forskningscentre – og det hele ser ud som “udvikling”, fordi det står i korrekt formation.

Hun har ret i det væsentlige her. Fondsmagt er definitionsmagt. Når fonde betaler, følger der retninger, programmer og succeskriterier med. Det er ikke ond vilje; det er struktur. Det er magt.

Men fondenes 21 millioner er kun toppen af isbjerget!

For i folkeskolen bruger vi ikke millioner. Vi bruger milliarder. Det kommunale forbrug på “folkeskolen m.v.” ligger omkring de store tocifrede mia.-beløb. Danmarks Statistik opgør for eksempel cirka 62 mia. kr. i 2023 for området. Det er dér, isbjerget bor: i den permanente hverdag, i driften, i systemet, i vanen.

Lærke Grandjean ved en mikrofon — Lærke Grandjean.

Og netop derfor er Grandjeans vinkel så afslørende: Hun viser os spidsen i detaljen – og pludselig kan vi se det, vi ellers ikke kan se, når vi står midt i hverdagen.

For det her handler ikke kun om en diskurs – og den magt, diskursen indikerer – i et fondsunivers. Det handler om noget dybere: det, vi som samfund allerede har besluttet, at skolen skal være og skal styres efter: formålene.

Folkeskolens formål er ikke en stemning eller luftig intention. Det er styringsgrundlaget. Det er demokratisk fastsat, og det forpligter – både i lovens formålsbestemmelse og i den måde, formål udmøntes gennem mål og regler.

Det går jo helt galt: Det er ikke bare, at formålene “glemmes”. Det er, at styringsredskabet ikke eksekveres i praksis. Formålene bliver luftige intentioner, noget man “gerne vil”, men ikke noget, der faktisk styrer – for i en travl skolehverdag styrer det, der larmer, det, der kan måles, det, der kan implementeres som koncept, og det, der kan præsenteres som projekt.

Når formålene i praksis er skrevet ud – ikke af loven, men af hverdagen – så står vi tilbage med en skole, hvor lærer, elev, indlæring og fag reduceres til mekanik: Børn lærer noget, de muligvis aldrig får brug for i det samfund, de faktisk lever i, men undervises, som om vi stadig befinder os i et langt 1900-tal. Og hvis formålene ikke længere styrer, hvis det demokratiske mandat bliver til pynt, så risikerer vi på sigt at miste det, der gør folkeskolen til folkeskolen: at undervisning ikke bare handler om kundskab, men om åndsfrihed, ligeværd og demokrati i praksis.

Her kunne man ellers netop hente hjælp hos tænkere, der kan bruges som bro mellem formål og undervisning – ikke som idépynt, men som praktisk nøgle. Hvis formålene skal være virksomme, kræver det en didaktik, der kan gennemføre dem i klasserummet: at børn bliver subjekter, der lærer at tænke selvstændigt, vurdere, tage stilling og se historie og samfund fra deres perspektiv – ikke bare “køre bussen videre”.

Og det er her, fondene bliver et symptom – ikke årsagen.

For det samme mønster lever videre inde i systemet: i læreruddannelsen, i ledelseslag, i rektorkredse, i de “rigtige” pædagogikker, som ofte i praksis er gårsdagens. Det er derfor, “skolegardisterne” kan stå så roligt ved porten: De står ikke kun i fondenes verden. De står i hele maskinrummet.

Og i et samfund, der har ændret karakter, bliver den forældede skolelogik fatal. Vi lever ikke længere i en virkelighed, hvor stabilitet, standarder og lineære livsbaner er nok. Vi lever i en verden af digital acceleration, misinformation, teknologisk omkalfatring, komplekse kriser og konstant kamp om mening og opmærksomhed. Når skolen stadig drives, som om verden er forudsigelig, og facit findes bag i bogen, så er det ikke bare ineffektivt. Det er et svigt af det formål, skolen er sat i verden for at bære.

Det er derfor, Grandjeans afsløring virker. Fordi den løfter sløret. Den viser os eksemplet, hvor svigtet bliver synligt: magt og definitionsret – ikke som teori, men som praksis.

Så ja: Fondene er et problem. Men fondene er kun dér, hvor isbjerget stikker op af vandet.

Det dybere problem er, at styringen af skolen – i praksis – alt for ofte ikke følger det, samfundet har vedtaget, den skal følge: formålene. Og når formål ignoreres i det store og i det små, bliver skolen ikke en vej ud i verden, men en bus, der kører i ring.

Læs Lærke Grandjeans indlæg og afsløringer på LinkedIn.

Læs mere om Lærke Grandjeans arbejde.

Kilder

← Tilbage til debatindlæg