Karakterdannelse som kompensation: Når skolen ikke lever op til sit formål
Der tales meget om karakterdannelse i øjeblikket. Men karakterdannelse bliver et kompensationsprojekt, når skolen ikke lever op til sit formål.
Der tales meget om karakterdannelse i øjeblikket. Tonen i debatten har været hård og kontant, og metoderne til udbredelse af karakterdannelse har mildest talt været usædvanlige og grænsende til det udemokratiske. I Institut for Skole og Liv har vi forholdt os til begrebet ud fra vores tilgang om, at skolens formål kommer i første række. Karakterdannelse hører en svunden tid til, hvilket også er en af vore store mærkesager – at skolen tilpasser sig det senmoderne samfund og frigør sig af oplysningstidens reproducerende og repeterende kulturelle lænker. Når det umiddelbart kan være svært og fremmed for de fleste, så skyldes det, at vi jo alle har gået i den moderne skole, der har sin rod i oplysningstiden. Men vi lever i en senmoderne tid. Derfor...
Karakterdannelse? Nej tak. Det er et dødt projekt
At børn skal udvikle vedholdenhed, selvkontrol, taknemmelighed, livsmod og alt muligt andet, som man så vil træne, måle og forme gennem hele skoletiden. Det lyder fint. Men det er helt forkert. Og vigtigst: det er helt ude af trit med folkeskolens formål.
Derfor er det på tide at sige det højt og uden omsvøb: Karakterdannelse skal hverken diskuteres, justeres eller forbedres. Det skal afvises. Totalt. Hvorfor? Fordi hele projektet bygger på en grundlæggende misforståelse:
Projektet om karakterdannelse placerer problemet inde i barnet – ikke i skolen
Karakterdannelse er i sin essens en måde at sige: "Børn mangler noget. De skal repareres indefra." Men når børn mister nysgerrighed, mod eller lyst til at lære, er det ikke dem, der fejler. Det er skolen, der ikke lever op til sit formål. Folkeskoleloven siger klart: Børn skal kunne bruge det, de lærer i deres liv. De skal udvikle glæde, lyst, mod, forståelse, deltagelse.
Det kræver en undervisning, der giver mening – ikke børn, der skal have mere selvkontrol.
Når man laver "karakterdannelse", svarer det til at sige: "Skolen er, som den er. Tilpas dig." Det er udemokratisk, det bryder med lovens intention, og det løser intet.
Karakterdannelse er en ny udgave af gammel betonpædagogik
Karakterdannelse er pakket pænt ind i moderne ord. Men i praksis er det det samme gamle projekt: Børn skal have "rygrad", "viljestyrke", "robusthed". Altså: tilpasning. Ikke udvikling. Ikke dannelse. Ikke glæde ved at lære.
Det er betonpædagogik 2.0 – bare med etiketter og PowerPoints.
Og det er direkte imod folkeskolens formål, der siger: Skolen skal skabe læring gennem meningsfulde situationer, dialog, sammenhæng og erfaringer, ikke gennem indre disciplinering.
Projektet er dødt, fordi det ingen vej har til praksis
Der findes ingen plan for, hvad lærerne faktisk skal gøre mandag morgen. Ingen beskrivelser af observationer. Ingen måder at se tegn på, om det virker. Ingen justeringsplan, hvis børnene ikke udvikler "karakter". Det er varm luft. En idé uden jordforbindelse. Fine ord uden en eneste reel metode.
Hvis noget ikke engang kan beskrives som praksis, kan det heller ikke løse problemer i skolen.
Det er spild af tid – for loven viser allerede den rigtige vej
Folkeskolens lov og formål er krystalklar: Hvis skolen arbejder meningsfuldt, levende og med formålene som styrende kraft, så kommer fagligheden af sig selv. Og så behøver man slet ikke "motivere" børn, fordi børn naturligt har lyst til at lære, når læringen hænger sammen med deres liv.
Karakterdannelse eksisterer kun, fordi skolen ikke lever op til loven.
Når undervisningen er meningsløs, opfinder man projekter, der skal få børn til at "ville" noget, der i sig selv er meningsløst.
Så skal de motiveres. Og disciplineres. Og dannes. Og trænes.
Men den eneste grund til, at man tror, børn ikke vil lære, er, at de bliver præsenteret for noget, der ikke er værd at lære på den måde.
Stop med at ændre børn – ændr skolen!
Karakterdannelse forsøger at rette på børn. Folkeskoleloven kræver, at vi retter på undervisningen.
Derfor er projektet dødt fra starten:
- Det strider mod lovens intention.
- Det forveksler symptomer med årsager.
- Det placerer ansvaret forkert.
- Det skaber ingen vej til bedre undervisning.
- Og det er i praksis en udemokratisk og gammeldags tanke pakket ind som noget moderne.
Det er skolen, der skal dannes – ikke børnene!