Det er ikke børnesynet, der svigter – det er skolens didaktiske fundament!
Der er megen diskussion om et såkaldt moderne børnesyn. Uanset hvilket børnesyn man har, så er formålet med skolen øverste autoritet, for det er demokratisk vedtaget. Folkeskolen har i dag ikke en didaktik, som kan løfte formålet med skolen. Når et givent børnesyn bliver problemet, så overser man en underliggende og mere alvorlig problematik, nemlig at formålet med skolen og fagene ikke tages alvorligt. Den nedenstående kritik af "kritikken af det moderne børnesyn" forsøger at beskrive et børnesyn, som gør læreren handlingslammet. I vores analyse er det dog forældet skole og didaktik, der er et større problem. Derfor hænger kritik af et moderne børnesyn ikke sammen med folkeskolens udfordringer, hvilket nedenstående analyse vil godtgøre.
Kritikken af kritikerne: når børnesynet bliver en "syndebuk"
Da jeg i 2008 blev uddannet i systemisk praksis og teori og dermed blev introduceret til et moderne børnesyn, da var en af de vigtige pointer fra undervisningen, at begrebet kontekstafklaring blev forstået. Hvad betyder det så? Jo i enhver samtale om en problemstilling er kontekstafklaring vigtig, fordi konteksten bestemmer, om det er det samme vi taler om.
Når det i øjeblikket er på mode at debattere det “moderne børnesyn”, så er det konteksten. Men med de mange forskellige fortolkninger af et moderne børnesyn, da bliver debatten forplumret af, at det moderne børnesyn tillægges en række egenskaber, som det ikke har.
I en systemisk forståelse er mening altid kontekstafhængig. Når kritikere angriber det moderne børnesyn for at skabe "grænseløse børn" eller "magtesløse voksne", begår de ofte den fejl at de-kontekstualisere begrebet. De gør børnesynet til en statisk "ting" med faste (negative) egenskaber, fremfor at se det som en dynamisk relationel praksis.
Projektion af magtesløshed (et forsvar mod kompleksitet)
Postmoderne tænkere som Michel Foucault har lært os, at magt ikke kun er noget, man har, men noget der udøves i relationer. Når kritikere hævder, at det moderne børnesyn har "frataget dem magten", kan det tolkes som en diskursiv strategi.
Ved at tillægge børnesynet egenskaber som "eftergivenhed" eller "autoritetsforladthed", skaber kritikerne en ydre fjende. Denne "tingliggørelse" af børnesynet gør det muligt at placere egen følelse af utilstrækkelighed uden for sig selv. Hvis fejlen ligger i "ideologien", behøver den voksne ikke at kigge indad på sin egen evne til at navigere i den komplekse, moderne kontekst.
Tabet af det personlige ansvar
Inden for den systemiske tradition (f.eks. hos Gregory Bateson eller Gianfranco Cecchin) vægtes cirkulær kausalitet. Kritikken af børnesynet hviler derimod ofte på en lineær tankegang: "Fordi vi har dette børnesyn, opfører børnene sig dårligt."
Denne lineære logik fungerer som en ansvarsfritagelse:
- ansvarsforskydning: ved at gøre børnesynet til årsagen slipper den voksne for at tage ansvar for sin egen position i relationen.
- nostalgi som flugtvej: man søger tilbage til en præ-moderne kontekst (faste hierarkier), fordi det fritager én for det krævende arbejde, det er konstant at skulle forhandle mening og relationer i nuet.
Den nuværende debat lider af en kontekstuel forstyrrelse:
- kritikken er en ansvarsfraskrivelse: ved at kalde børnesynet "problemet" undgår man at forholde sig til, at autoritet i dag skal vindes gennem relation og autenticitet, ikke gennem position.
- magtesløshed som identitet: modstanden mod det moderne børnesyn bliver en måde at opretholde en fortælling om at være et "offer for tidsånden", hvilket blokerer for professionel nysgerrighed.
- behovet for re-kontekstualisering: vi må insistere på at tale om, hvad moderne børnesyn faktisk er (anerkendelse, mentalisering, relationel etik) frem for de karikaturer, kritikerne opstiller for at dække over deres egen usikkerhed.
Konstruktionen af en "stråmand"
Ud fra et socialkonstruktionistisk perspektiv (Kenneth Gergen) kan man sige, at kritikerne konstruerer en "stråmand". De tillægger det moderne børnesyn egenskaber, som de færreste systemikere ville genkende – f.eks. at barnet skal bestemme alt.
Når de placerer deres magtesløshed i denne konstruktion, opnår de en midlertidig lettelse, men de mister samtidig handlekraften. Som Niklas Luhmann ville påpege, så reducerer de kompleksiteten på en måde, der gør dem blinde for systemets faktiske muligheder.
"Det er ikke børnesynet, der gør den voksne magtesløs; det er den voksnes manglende evne til at transformere sin autoritet fra positionel magt til relationel nærvær, der skaber afmagten."
Gregory Bateson er en af de mest fundamentale tænkere i forhold til at forstå, hvorfor kritikken af det moderne børnesyn ofte ender i en blindgyde. Hans begreber om kontekst, cirkulær kausalitet og læringsniveauer kan bruges til at pille kritikernes argumentation fra hinanden.
Bateson ville uddybe kritikken på følgende måde:
1. forveksling af "landkort" og "terræn"
Bateson er kendt for sit citat: "The map is not the territory". Kritikerne af det moderne børnesyn begår den fejl, at de forveksler deres egen stive definition af børnesynet (landkortet) med den faktiske praksis ude i virkeligheden (terrænet).
Ved at tillægge det moderne børnesyn egenskaber som "eftergivenhed", skaber de et landkort, der kun tjener ét formål: at forklare deres egen følelse af kontroltab. Når de kritiserer dette "landkort", kritiserer de i virkeligheden deres egen konstruktion. Bateson ville påpege, at de er holdt op med at være nysgerrige på terrænet (barnet og relationen) og i stedet er gået i krig med deres eget billede af virkeligheden.
2. bruddet på den cirkulære kausalitet
Batesons mest centrale bidrag er opgøret med den lineære tankegang. Kritikerne tænker lineært:
- input: moderne børnesyn (forkert teori).
- output: uopdragne børn og magtesløse voksne.
Bateson ville argumentere for, at magtesløshed er et emergent fænomen i et system. Det er ikke børnesynet, der "gør" noget ved de voksne. Magtesløsheden opstår i samspillet (feedback-loopet), når den voksne insisterer på at bruge gamle magtstrukturer i en ny kontekst, hvor de ikke længere virker.
Når kritikerne placerer deres magtesløshed i "børnesynet", forsøger de at skære feedback-loopet over. De nægter at se deres egen andel i systemet. Ved at sige "det er teoriens skyld", fjerner de sig selv fra ligningen og dermed fra muligheden for at ændre responsen.
3. kontekstforvirring og "læring II"
Bateson talte om forskellige niveauer for læring.
- læring I: at lære en specifik regel (f.eks. "man skal sige nej").
- læring II: at lære hvordan man lærer – altså at forstå den kontekstuelle ramme, reglerne fungerer i.
Kritikken af det moderne børnesyn er ofte fastlåst på læring I-niveau. Kritikerne leder efter en manual eller en autoritær struktur, de kan støtte sig til. Når det moderne børnesyn i stedet kræver læring II – altså at den voksne skal kunne læse konteksten og tilpasse sin autoritet til den specifikke relation – opleves det som et tab af fast grund under fødderne.
Deres kritik er i virkeligheden et udtryk for en "epistemologisk fejl": de forsøger at løse et komplekst, relationelt problem (læring II) med simple, regelbaserede løsninger (læring I). Når det fejler, bliver teorien syndebuk for deres manglende evne til at navigere i kompleksitet.
4. magtesløshed som en "double bind"
Man kan også se kritikernes position som en selvpåført double bind. De føler, de skal være autoritære (for at føle sig som "rigtige" voksne), men de ved også, at moderne relationer kræver anerkendelse.
For at undslippe dette paradoks, skaber de en fortælling om, at det moderne børnesyn har "forbudt" dem at være voksne. Det er en elegant måde at slippe for ansvaret på: "Jeg ville gerne tage lederskab, men tidsånden/det moderne børnesyn forbyder mig det." Det er, i Batesons optik, en patologisk måde at kommunikere på, fordi man benægter sin egen agens i systemet.
Erik René Nielsen